

Lige siden jeg for år tilbage (i ukendt bager på Nørrebrograde) købte et stykke drømmekage med fintrevet appelsinskal mellem dej- og snasklaget, har jeg været besat af ideen om appelsin i drømmekage – det smager helt fantastisk!
Her får den fuld skrue med både appelsinskal og æterisk appelsinolie i en nyfortolket version af den velkendte kageklassiker.
Hvis du hellere bare vil lave en almindelig drømmekage, så kan du sagtens udelade appelsinskal- og olie.
Den æteriske appelsinolie kan i øvrigt godt erstattes af mere fintrevet appelsinskal, men personligt synes jeg, at den æteriske olie giver lidt mere og en anderledes ‘ren’ smag af appelsin.
Og ja, hvis jeg selv skal sige det, så er vi her ude i en kage med det helt rette forhold mellem dej til snask – nemlig omkring 1:1 (hvis ikke, at der egentligt er en anelse mere snask end dej – perfekt!).
Til 1 ovnfast fad á ca. 30 x 20 cm
Dej
200g kokosmælk
100g ghee eller klaret smør
4 æg
75g kokosfibre
75g mandelmel (af blancherede mandler)
50g kokospalmesukker
Fintrevet skal af 1 økologisk appelsin (kan udelades)
1 tsk. vanillepulver
1-2 knsp. Himalayasalt
Snask
150g ghee eller klaret smør
100g kokosmælk
200g revet kokosmel
100g kokospalmesukker
1-2 spsk. stødt kanel
10-20 dråber æterisk appelsinolie (til fødevarebrug – kan udelades)
½ tsk. vanillepulver
1-2 knsp. Himalayasalt
Dej
1. Kombiner ghee og kokosmælk i en kasserolle.
2. Smelt ingredienserne sammen over middel varme – massen må ikke koge!
3. Pisk den lune smørmasse sammen med kokosfibre, mandelmel, kokospalmesukker, fintrevet appelsinskal, vanillepulver og Himalayasalt.
4. Tilsæt æggene og pisk dem godt ind i dejen.
5. Lad dejen stå et par minutter og pisk igennem en sidste gang.
6. Fordel dejen i et bagepapirsbeklædt ovnfast fad (á ca. 30 x 20 cm) og bag i en forvarmet ovn på 130C, varmluft i ca. 50 minutter.
Snask
1. Kombiner ghee og kokosmælk i en kasserolle.
2. Smelt ingredienserne sammen over middel varme – massen må ikke koge!
3. Tag gryden af varmen og rør revet kokosmel, kokospalmesukker, kanel, vanillepulver og Himalayasalt i smørmassen.
4. Smag kokosfyldet til med æterisk appelsinolie – det er stærke sager, så start ud med få dråber og smag dig frem.
5. Fordel kokosfyldet over kagebunden (som nu har bagt i ca. 50 minutter) og stil kagen tilbage i ovnen.
6. Bag kagen i yderligere ca. 30-40 minutter.
7. Tag kagen ud af ovnen og lad den køle af i fadet, inden den skæres i passende stykker.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.