

Man kan lave hummus på mange andre ingredienser end bare de traditionelle kikærter (se fx også min opskrift på sød kartoffel hummus) – her har jeg fx anvendt gule flækærter.
Flækærtehummusen smager meget som almindelig hummus, men er dog lidt lettere i smagen og knap så fed – jeg tænker umiddelbart, at det nok skyldes, at kikærter er mere ‘fyldige’ i smag og konsistens kontra flækærterne.
Uanset er dette en rigtig lækker hummus og bestemt værd at prøve af, hvis du gerne vil variere din kost og dit indtag af forskellige bælgfrugter mest muligt.
Flækærter er bl.a. rige på proteiner (22g pr. 100g), kostfibre (7,4g pr. 100g), kalium (1115mg pr. 100g) og phosphor (407mg pr. 100g) for lige at nævne nogle af de makro- og mikronutrienter, der umiddelbart springer mest i øjnene.
For at gøre flækærterne lettest fordøjelige – samt fjerne mest mulig phytinsyre (problematisk ift. optag af mineraler) – lagde jeg flækærterne i blød i noget længere tid end normalt anbefalet. Jeg lagde dem i blød i vand med lidt æblecidereddike i 36 timer (planen var 24, men så glemte jeg dem). Iblødsætningsvandet kasseredes, ærterne blev skyllet grundigt og kogt i et nyt hold vand i 1-2 timer. Denne fremgangsmåde er stærkt inspireret af anvisninger som gives i bogen ‘Nourishing Traditions’ af Sally Fallon (som baserer sin viden på læren fra nu afdøde tandlæge Weston A. Price). Du kan også bare iblødsætte (eller ikke) og koge flækærterne på normal vis, som beskrevet på det produkt, du køber.
Server hummusen med masser af sprødt gnavegrønt (fx gulerødder, agurk, peberfrugt, slikærter, asparges, små tomater, champignoner, radiser, mundrette kålbuketter, osv.), knækbrød og kiks, brug hummusen som smørepålæg på brød og i sandwiches, osv.
Til 1 portion (nok til 4-6 personer)
600g kogte og spiseklare gule flækærter
100g mild olivenolie
50g cremet tahin
4 fed hvidløg
Smag til med stødt spidskommen, stødt mild paprika, citronsaft og Himalayasalt
Pynt evt. med mere olivenolie og tørristede sesamfrø
1. Tilbered flækærterne, som du foretrækker – jeg har beskrevet min fremgangsmåde ovenfor og ellers kan du følge instruktionen på den produktemballage, som du har købt.
2. Kombiner de spiseklare flækærter med alle øvrige ingredienser i en foodprocessor (eller stærk blender) og blend til en cremet og ensartet hummus.
3. Smag hummusen til.
4. Opbevar hummusen på køl i en lukket beholder i en uges tid eller frys den ned for længere holdbarhed.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.
(Indlægget indeholder affiliatelinks)