

I dagens indlæg kunne jeg snildt fortælle om, hvorfor rødbede er sundt for dit blodtryk og din hjerte-karsundhed eller hvorfor tahin (og sesamfrø generelt) er noget af det bedste, du kan spise for sunde og stærke knogler.
Men det må vente til en anden dag.
I dag vil jeg nemlig fokusere på at fortælle dig om de ovnbagte tundeller i stedet.
De er nemlig intet mindre end fantastiske. Næsten på det livsændrende plan.
Jeg er sikker på, at du for evigt vil se anderledes på en dåse tun og dens potentiale, efter at have prøvet denne opskrift. Sådan havde jeg det i hvert fald.
Men indrømmet – jeg er også lidt af en tunelsker (så meget, at jeg nu stort set altid har tundellerne liggende klar på frost).
Hvis du er vild med tun, så er jeg sikker på, at dellerne også vil falde i din smag – de har mange +’er:
1. De er utroligt nemme at lave og med ingredienser, du formentlig stort set altid har på hånden.
2. Bagt eller kogt sød kartoffel kan erstattes af bagt eller kogt almindelig kartoffel.
3. Den friske koriander kan erstattes af andre friske krydderurter (dild er fx vildt lækkert), men de friske urter kan også sagtens udelades helt.
4. Tundellerne laves i ovnen og dermed slipper du for fiskelugtende stegeos i hus, hår og tøj (for hvis der er noget, der lugter bedre end almindelig stegeos, så er det da fiskelugtende stegeos (ironi kan forekomme)).
5. Tundellerne smager fantastisk både varme og kolde og de er (mega!) frysegnede (lav altid gerne ekstra!).
Alt i alt er tundellerne en fantastisk velsmagende, nem og også billig proteinkilde (med mindre, at du bruger tun på glas naturligvis) med mulighed for masser af variation.
Er du i tvivl om tun overhovedet er sundt? Læs om mine overvejelser for og imod her (du får samtidig opskriften på en lækker tunsalat med lynsyltede rødløg – haps!).
Til 2 personer
Ovnbagte tundeller
2 ds./glas tun i vand (samlet drænet vægt ca. 240g tun)
200g bagt eller kogt sød kartoffel
1 lille potte frisk koriander
2 æg
25g mandelmel
1 tsk. havsalt
1 tsk. sort peber
1 tsk. løgpulver
½ tsk. hvidløgspulver
Cremet rødbedeslaw
750g rødbeder
3 forårsløg
100g tahin
Saften af 1 lime
1-2 fed hvidløg
Smag til med havsalt, sort peber og honning
20g sesamfrø, tørristede
Ovnbagte tundeller
1. Dræn tunen for vand og findel den med en gaffel.
2. Mos det tilberedte kartoffelkød med en gaffel.
3. Hak korianderen fint.
4. Rør alle ingredienserne grundigt sammen og form farsen til ca. 10 golfboldstore deller/boller.
5. Læg tundellerne på en bagepapirsbeklædt bageplade og bag dem i en forvarmet ovn på 175C varmluft i ca. 40-50 minutter.
Cremet rødbedeslaw
1. Pil hvidløgsfedet.
2. Kombiner tahin, hvidløg, limesaft, lidt havsalt og sort peber samt lidt honning i en minihakker eller lignende, der kan blende ingredienserne sammen. Tilsæt desuden vand – start med 1 dl.
3. Blend ingredienserne sammen til en cremet dressing.
4. Tilsæt mere vand, hvis du synes, at dressingen er for fed – den skal gerne være som en lidt tynd creme fraiche.
5. Smag dressingen til og blend en sidste gang.
6. Riv rødbederne groft på et rivejern eller brug fx et mandolinjern med Julienneindsats.
7. Overhæld rødbederne med en passende mængde tahindressing og bland salaten godt sammen.
8. Overskydende tahindressing kan gemmes på køl i en lukket beholder i en uges tid. Dressingen er rigtig lækker på kål- og rodfrugtsråkost, men smager også godt på en grøn salat. Dressingen kan også bruges som dip til grøntsagsstave.
Retten samles
1. Skær forårsløgene i tynde skiver.
2. Top rødbedesalaten med tørristede sesamfrø og forårsløg og server den til de ovnbagte tundeller.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.