

Det kolde vintervejr kalder på kraftfulde, langtidssimrede gryderetter, så sådan en opskrift får du her.
Har jeg i øvrigt snakket om, hvor meget jeg elsker simremad? ( – det ved jeg, at jeg har, men nu snakker jeg lidt mere om det igen, for det et altså et fantastisk koncept…).
Jeg ved ikke med dig, men jeg finder det i hvert fald næsten magisk, at man med minimal indsats kan trylle alverdens ingredienser om til lækre retter, der (rimeligvis) passer sig selv, mens man kan lave alt muligt andet.
Hvad er din yndlings simreret? Her står langtidssimrede oksekæber, pulled beef og gullasch (både som suppe og gryderet) ret højt på listen! (…hov – og naturligvis paprikagryde også!)
Til 4 personer
Paprikagryde
500-600g ‘simrevenligt’ oksekød i tern (á ca. 1½-2×1½-2 cm)
800g løg
8 fed hvidløg
2-3 L kyllinge- eller oksefond eller grøntsagsbouillon
1-2 ds. kokosmælk á 400 ml
2 store røde peberfrugter
500g champignoner
Smag til med Himalayasalt, sort peber, stødt mild paprika, lidt tomatpuré, lidt citronsaft, tørret oregano, honning og chiliflager
Klaret smør til stegning
Sød kartoffel-sellerimos
800g søde kartofler – gerne den variant med lilla skræl og hvidt kød
800g knoldselleri
100g klaret smør
Smag til med Himalayasalt og sort peber
Paprikagryde
1. Pil løg og hvidløgsfed.
2. Skær løgene i fine tern og hvidløgsfedene i tynde skiver.
3. Start med at brune kødternene af i klaret smør – krydr med rigeligt Himalayasalt og sort peber.
4. Hæld kødternene op i en skål og steg nu løgene godt brune i klaret smør i ‘kødgryden’ – det tager typisk 10-15 minutter før løgene er tilstrækkeligt brune og næsten lidt halvsprøde.
5. Tag gryden af varmen og hæld kødternene ned til løgene igen. Tilsæt 1 stor spsk. paprika og vend godt rundt.
6. Sæt gryden tilbage på varmen og tilsæt hvidløgsfedene og 2 L fond.
7. Lad nu kødet simres godt mørt (under et tippet låg) i 2-3 timer.
8. Tilsæt 1 ds. kokosmælk og lidt af hvert af alle krydderierne.
9. Lad retten simre videre (uden låg) imens peberfrugter og champignoner klargøres.
10. Halver peberfrugerne, fjern stilk, frø og frøstole og skær kødet i tynde strimler.
11. Rens svampene og skær dem i kvarte.
12. Tilsæt peberfrugter og champignoner til retten og lad den simre videre.
13. Smag retten til løbende.
14. Hvis retten koger for meget ind, kan du tilsætte lidt mere fond eller kokosmælk.
15. Retten er færdig, når den er cremet og lækker.
16. Smag retten endeligt til, med hvad der måtte mangle.
Sød kartoffel-sellerimos
1. Skræl de søde kartofler og sellerien.
2. Skær alt i tern.
3. Kombiner grøntsagerne i en gryde og dæk med vand.
4. Bring gryden i kog og skru ned for varmen.
5. Lad grøntsagerne simres møre under låg – det tager typisk omkring 30 minutter.
6. Hæld kogevandet fra og blend grøntsagerne sammen til en blød og glat mos med en stavblender.
7. Tilsæt det klarede smør og smag mosen til med Himalayasalt og sort peber.
Retten samles
1. Anret kartoffel-sellerimosen og top med den cremede gryderet.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.