

Jeg er lidt passioneret (muligvis årtiets underdrivelse) omkring pesto, dips og dyppelser – de kan gøre meget for et måltid (også et lettere kedeligt hverdagsmåltid) og jeg forsøger derfor altid at have et eller andet ‘snask’ på køl.
Du finder indtil flere opskrifter på ‘grøn pesto’ på bloggen (skriv ‘pesto’ i søgefunktionen, så popper de op), men her får du opskriften på en lidt anden slags pesto – nemlig paprikapesto.
Pestoen – eller cremen – er lavet på grillede peberfrugter og mandler (cashewnødder kan også bruges) og den er eminent på alt fra spejlæg, til kylling og oksekød, fast hvid fisk og skaldyr, bælgfrugtsdeller og så er den fantastisk som tilbehør til grøntsager og i salater.
Og ja – selvfølgelig også smurt på madpandekager, i wraps, i sandwiches og på ristet rugbrød (jeg siger ikke, at du skal prøve en ristet rugbrødsmad med paprikapesto, rucola, avocado og et pocheret æg, men prøv det lige…), på rootzaer, pizzaer, vendt i grøntsags- eller almindelig pasta, osv.
Kort sagt – pestoen fungerer til det meste og er et stærkt vanedannende tilbehør (så er du advaret!).
TIP! Hvis du kan lide stærk mad, så prøv at tilsætte enten lidt chilipulver eller tørrede chiliflager til pestoen.
Til ca. ½ L paprikapesto med mandler
2 store røde peberfrugter
100g mandler
50g pinjekerner
1 stort fed hvidløg
150g mild olivenolie
Saften af ½-1 citron
1 tsk. stødt mild paprika (kan udelades)
Smag til med Himalayasalt
Grillede peberfrugter
1. Halver peberfrugterne og fjern stilk, frø og frøstole.
2. Læg de halverede peberfrugter, med skærefladen nedad, på en bagepapirsbeklædt bageplade eller i et let smurt ovnfast fad.
3. Grill peberfrugterne i ovnen på højeste varme og grillfunktion.
4. Peberfrugterne skal blive sorte og boblende i skindet – det kan godt tage 15-20 minutter. Hold øje med dem undervejs.
5. Når peberfrugterne er sorte og boblende, tages de ud af ovnen.
6. Kom peberfrugterne op i en gryde og sæt låg på – afkølingsprocessen i den lukkede beholder bidrager til nemmere fjernelse af skindet efterfølgende.
7. Træk skindet af de afkølede peberfrugter.
Paprikapesto
1. Rist mandlerne på en tør pande over middel varme og jævnlig omrøring.
2. Når mandlerne begynder at dufte aromatisk og tage farve, hældes de over på en tallerken.
3. Gentag tørristningsprocessen med pinjekernerne.
4. Pil hvidløgsfedet.
5. Kombiner alle ingredienser i en foodprocessor eller stærk blender og blend sammen til en cremet og fed creme.
6. Smag til med Himalayasalt og hvad der ellers mangler.
7. Opbevar pestoen i et skoldet glas på køl, hvor holdbarheden vil være en uges tid – pestoen kan også fryses ned for længere holdbarhed.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.