

Simremad er noget af det mest geniale, der nogensinde er opfundet – i hvert fald i min optik.
For hvor fantastisk er det ikke lige, at man efter minimal forberedelsestid kan sætte maden over, lade den passe sig selv og flere timer efter vende tilbage til velsmagende lækkerier? Man skulle tro, at det var magi!
Her får du opskriften på balsamicokrydret oksekød, der smager sødt og lækkert. Kødet bruges her som topping i en bagt sød kartoffel med lidt knasende grøntsager og syrlig cashewcreme, men kødet kan også spises på fx kartoffel- eller rodfrugtmos, på grøntsagspasta eller grøntsagsris (eller almindelig pasta/ris) i madpandekager, i sandwiches, osv.
Det tilberedte kød kan fryses ned i portioner for nemt og velsmagende protein til en anden dag.
Jeg tilbereder kødet i min slowcooker. Hvis du ikke har en slowcooker, så bør du overveje at anskaffe dig en – de er vildt smarte og man behøver ikke at tænde ovn/komfur hver gang, man vil lave simremad, broth og den slags.
Hvorom alting er, så kan kødet også sagtens laves i en Römertopf (stegeso) i ovnen.
Hvis du bruger en Römertopf:
1. Sæt Römertopfen i blød efter producentens anvisning.
2. Følg de angivne steps nedenfor, men i stedet for at putte ingredienserne i slowcookeren, så put dem i Römertopfen og sæt låg på.
3. Sæt Römertopfen i en kold ovn og tænd på 100C (slowcookerindstillingen ‘LOW’ svarer til 100C) og følg opskriftens angivelse for tilberedningstid (ca. 8 timer).
Til 4 personer
Pulled balsamico beef
1 kg okseskulder med fedtmarmorering (uden ben)
250g rødløg
5 fed hvidløg
10 kviste frisk timian
4 dl god sød balsamicoeddike (jeg brugte en variant tilsmagt med ahornsirup – en variant med en frugtig note vil også være god. Er eddiken ikke så sød, kan lidt honning eller ahornsirup tilsættes)
5 dl kyllingefond, oksefond eller bouillon
Havsalt og sort peber
Ghee eller klaret smør til stegning
Bagte kartofler
4 mellemstore søde kartofler
Grønt knas
300g gulerod
2 grønne squash
2 æbler
Syrlig cashewcreme
150g cashewnødder
Lidt kogende vand
Smag til med havsalt, citronsaft, løgpulver og ganske lidt hvidløgspulver
Pulled balsamico beef
1. Krydr okseskulderen med rigeligt havsalt og sort peber og brun den godt af i ghee eller klaret smør på en pande.
2. Tag okseskulderen op af panden og hæld lidt af kyllingefonden på panden, så du får al saft og kraft fra oksekødet med i slow cookeren.
3. Pil løgene og skær dem i fine tern.
4. Pil hvidløgsfedene og hak dem fint.
5. Kombiner okseskulder, løg, hvidløg, kyllingefond (også det fra panden), balsamico og frisk timian i slow cookeren.
6. Sæt slow cookeren på ’LOW’ og lad den stå og passe sig selv i ca. 8 timer.
7. Fisk kødet op af slow cookeren og læg det i et ovnfast fad.
8. Træk kødet fra hinanden med to gafler (fjern eventuelle sener og fedtklumper).
9. Reducer væden fra slowcookeren lidt i en kasserolle (hæld evt. væden igennem en si, fjern timianstilkene, men gem løgstykkerne)
10. Hæld løgstykkerne og den reducerede væde over det trukne kød og vend godt rundt i sagerne – kødet er nu klar til brug.
Bagte kartofler
1. Skrub de søde kartofler og læg dem på en bagepapirsbeklædt bageplade.
2. Bag kartoflerne i en forvarmet ovn på 200C i ca. 45-60 minutter eller indtil de er bløde og gennembagte.
Grønt knas
1. Skræl gulerødderne og skær dem i fine tern.
2. Skær de grønne squash i fine tern.
3. Fjern stilk og kernehus på æblerne og skær dem i fine tern.
4. Bland frugt og grønt sammen.
Syrlig cashewcreme
1. Blend cashewnødderne sammen med lidt kogende vand – start med 1/4 dl og spæd til med spiseskefulde.
2. Smag cremen til med havsalt, citronsaft, løgpulver og ganske lidt hvidløgspulver.
Retten samles
Flæk de bagte søde kartofler og fyld dem op med grøntsager, cashewcreme og pulled beef.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.