

Mange har et lidt anstrengt forhold til rosenkål (jeg har i hvert fald haft det i maaaange år!) og det skyldes nok, at de fleste af os primært har fået serveret det lille kålhoved i skamkogt form (det er bare aldrig rigtig en succes serveret på den måde…).
I de senere år er jeg dog blevet glad for rosenkål tilberedt på forskellige måder fx som her, hvor det anvendes fintsnittet og råt i salat, men også fintsnittet og lynsauteret eller halverede og ristede i ovnen, synes jeg, er rigtig godt.
Rosenkål, æble og lakrids smager fantastisk sammen og denne salat passer fx godt til kylling, fast hvid fisk og laks eller du kan stille salaten på påskebordet til en lækker lammekølle!
Vidste du? Rosenkål er rigt på c-vitamin og indeholder hele 119mg pr. 100g (citroner indeholder til sammenligning kun 49mg pr. 100g!)
TIP! Hvis du vil læse mere om, hvorfor kål er så sundt – så læs med i ‘Viden om – kål‘, hvor jeg har skrevet lidt generelt om alle de forskellige kåltyper.
Tilbehør til 4 personer, hvor der også serveres andet tilbehør
600g rosenkål
2 mellemstore æbler
Fintrevet økologisk citronskal
100g pekannødder, tørristede
2-3 tsk. lakridspulver (engelsk lakridspulver fra Naturdrogeriet er min favorit med en god og kraftig lakridssmag)
Dressing af mild olivenolie, citronsaft og Himalayasalt
1. Rens rosenkålene og fjern evt. grimme blade.
2. Snit kålhovederne meget fint – gerne på et mandolinjern.
3. Fjern stilk og kernehus på æblerne og skær dem i fine tern.
4. Bland kål og æbler sammen og overhæld salaten med en dressing af olivenolie, citronsaft og Himalayasalt.
5. Anret salaten på et fad.
6. Bland de tørristede pekannødder sammen med lakridspulver i en lille skål.
7. Pynt salaten med lakridsnødder og fintrevet citronskal og server straks.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.