

Tebirkes – ÅH tebirkes!
Kombinationen af fed smørdej og sød, klistret remonce – hvem skal man dog takke for den fantastiske opfindelse?
Som altid er Wiki klar med en hjælpende hånd!
Meget tyder på, at tebirkes (uden fyld) stammer fra Østrig, hvor man i 1800’tallet fik spredt traditionen med at blande smør og brød (eller mel) til Danmark under en bagerstrejke. Lidt senere (efter 100 års tid og en madpakke) skete miraklet i Ganløse Bageri omkring år 1960. Man forsøgte eftersigende – forsøgsvis – at fylde en plade tebirkes (uden fyld) med overskydende remonce fra andet bagværk. Det nyfusionerede bagværk blev hurtigt så populært, at tebirkes for eftertiden kun blev lavet med remonce (at tendensen spredtes fra Ganløse (som en steppebrand), forklarer måske også hvorfor tebirkes i Jylland, kaldes Københavnerbirkes?).
Mange år efter miraklet i Ganløse er tebirkes stadig lige populære. Jeg husker i hvert fald tydeligt at have langet maaange over disken dengang, jeg arbejdede i bageren på Blågardsgade (det er vel snart 13-14 år siden og bageren (som i øvrigt havde en virkeligt dygtig bagermester, der bagte á la Lagkagehuset, men til priser fra ‘før Lagkagehuset’) er lukket for længst).
Jeg har aldrig forsøgt mig med at bage almindelige tebirkes (jeg kender mine begrænsninger og jeg er ikke god til traditionelt bagværk), men jeg har bagt de her tebirkes med æbleremonce mange gange og de bliver altid super gode!
Opskriften er flere år gammel, men nu synes jeg, at det var på tide at dele den med dig (ja, vi er i kategorien ‘too good not to share’!).
Så here goes – en naturligt glutenfri (faktisk kornfri) tebirkes med æbleremonce. Sukkeret er erstattet af dadler og eneste mejeriprodukt er klaret smør (som er laktose- og kaseinfrit og som i øvrigt snildt kan erstattes af kokosolie (jeg vil anbefale en smagsneutral olie for det bedste resultat)).
Lad mig vide, hvad du synes om opskriften – jeg håber, at du bliver ligeså vild med de lækre tebirkes, som jeg er!
TIP! I opskriften skal du bruge usødet æblemos. Jeg laver det altid selv – det er super nemt. Skræl en portion æbler, fjern stilk og kernehus og skær dem i grove bidder. Kombiner æblestykker, meget lidt vand og gerne et par tomme vanillebælge i en gryde og lad sagerne koge sammen under låg (og hyppig omrøring) til en fin mos. Fjern vanillebælgene inden æblemosen skal bruges. Den afkølede mos kan opbevares på køl en uges tid eller flere måneder i fryseren.
Til 14 små tebirkes
Dej
50g fedtreduceret mandelmel
50g kokosfibre
100g mandelmel (af blancherede mandler)
25g FiberHUSK
100g usødet æblemos
3 æg
3 dl vand
50g klaret smør, smeltet
¼ tsk. Himalayasalt
Til pensling og topping
1 æg
25g blå birkes
Æbleremonce
200g usødet æblemos
150g dadler, udstenede
100g klaret smør, blødgjort
50g mandelmel (af blancherede mandler)
1 tsk. vanillepulver
1 tsk. stødt kanel (kan udelades)
1-2 knsp. Himalayasalt
Dej
1. Kombiner alle de tørre ingredienser i en skål og rør dem godt sammen.
2. Tilsæt de våde ingredienser og rør dejen sammen.
3. Lad dejen stå et par minutter og rør den igennem igen.
4. Stil dejen til side mens æbleremoncen laves.
Æbleremonce
1. Kombiner æblemos, udstenede dadler, blødgjort klaret smør, mandelmel, vanille, evt. kanel og Himalayasalt i en foodprocessor eller stærk blender.
2. Blend ingredienserne sammen til en fed, smørbar og ensartet remoncecreme.
3. Smag cremen til.
Samling og bagning
1. Rør dejen igennem en sidste gang, inden den deles i to klumper.
2. Følg instruktionen for samling trin for trin på billedet nedenfor:
3. Skær hver række i 7 stykker og læg de 14 tebirkes (med samlingen nedad) på en bagepapirsbeklædt bageplade.
4. Pisk ægget sammen og pensl de 14 tebirkes.
5. Drys med blå birkes.
6. Bag bagværket i en forvarmet ovn på 160C i ca. 1 time og 15 minutter.
7. De færdige tebirkes er noget bløde, når de tages ud af ovnen, men de bliver mere faste i takt med, at de køler af.
8. Læg forsigtigt de nybagte tebirkes til afkøling på en rist eller spis dem med det samme friske og let sprøde fra ovnen.
9. De afkølede tebirkes kan opbevares på køl i en lille uges tid eller flere måneder på frost.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.