

Koriander – en af de nok højest elskede krydderurter, der findes.
Nogle elsker den oprigtigt, mens andre elsker at hade den. Og det skyldes ikke bare urimelig kræsenhed og ‘væren på tværs’, når nogle siger til dig, at de synes, at koriander smager af sæbe eller mug og om du ikke liiiiige kan lade være med at komme det i din signatursalsa (der bare SKAL koriander i) – det viser sig nemlig, at det formentlig skyldes genetiske forhold og, at urten faktisk smager grimt for nogle.
Hvis du imidlertid er en af dem (flertallet), der elsker koriander, så er det bare med at få det spist – det er nemlig rigtig rigtig sundt!
På vitamin- og mineralfronten er det værd at fremhæve, at frisk koriander er proppet med bl.a. betakaroten og kalium, hvor tørret koriander og korianderfrø indeholder store mængder kalium og calcium (særligt de tørrede korianderblade er ekstremt rige på calcium!). Selvom vi typisk kun spiser ‘lidt her og lidt der’ af friske og tørrede krydderurter, så løber det hele alligevel op og alt tæller med i det daglige vitamin- og mineralindtag.
Koriander (Coriandrum) tilhører skærmplantefamilien (Apiaceae), som også krydderurten persille tilhører.
Der findes mange forskellige slags koriander, men den mest almindelige og den vi oftest finder i supermarkedet er Coriandrum sativum som faktisk også kaldes kinesisk persille (hvis du kigger nærmere på koriander og bredbladet persille er det tydeligt at se, at de to ligner hinanden).
Nedenfor kan du læse lidt om koriander og diverse sundhedsproblematikker.
Koriander og urinvejsinfektioner
Ifølge det indiske sundhedssystem ’ayurveda’ er koriander en god urt mod urinvejsinfektioner.
Nærmere bestemt er det korianderfrø, der anvendes i behandlingen.
Man mener, at frøene har antibakterielle og antiinflammatoriske egenskaber, der hjælper til at forhindre bakteriernes formering og fastklæben på blærevæggen. Desuden mener man, at frøene har en kølende virkning på legemet og er med til at lindre smertefulde vandladninger.
Det anbefales at koge 3 spsk. frø op i vand og drikke det som te (si frøene fra) 1-2 gange om dagen.
Koriander og udrensning af tungmetaller
En læge i New York fandt ved et tilfælde ud af, at koriander kunne øge udskillelsen af bl.a. kviksølv.
Dr. Omura havde haft patienter i behandling for forskellige sygdomme, der lod til at forsvinde for blot at vende tilbage måneder efter (uden at ’gensmitte’ var problemet).
Omura fandt ud af, at sygdommene ’gemte’ sig i tungmetalholdigt væv i kroppen og på den måde tilsyneladende kunne beskytte sig mod fx antibiotikas virkning.
Han observerede de højere niveauer af tungmetaller og begyndte at tage urinprøver fra patienterne, da tungmetaludskillelse kan måles i urinen.
Der blev målt forhøjede kviksølvværdier hos en af patienterne efter, at denne havde indtaget vietnamesisk suppe med koriander i og derefter begyndte den systematiske testning af koriander som chelerende afgifter.
Omura fandt ud af, at indtag af koriander accelererede patienternes udskillelse af tungmetaller og i kombination med den rette medicin, kunne deres infektioner nu behandles til bunds.
Har du behov for at afgifte tungmetaller, kan et dagligt indtag af frisk koriander være værd at prøve. Nogle mennesker tåler den slags afgiftning rigtig dårligt og kan blive (meget) syge af det. Rådfør dig derfor altid med din læge og/eller en dygtig behandler, inden du begynder på målrettede afgiftningstiltag.
Koriander og diabetes
Indenfor det indiske sundhedssytem ’ayurveda’ anbefales koriander til diabetespatienter.
‘Den gamle viden’ er sidenhen blevet bekræftet af forskere (i hvert fald på rotter), der har fundet ud af, at koriander sænker blodsukkerniveauerne markant hos diabetesinducerede rotter.
Ligeledes fandt man, at rotternes lipidprofiler (fedtstoffer og kolesterol i blodet) blev forbedrede.
Rotternes leverfunktion blev også forbedret, hvilket forskerne mener skyldes, at koriander har stærke antioxidative egenskaber. Forskerne konkluderede, at et dagligt indtag af koriander potentielt vil være et godt middel til at kontrollere og forbedre diabetes.
Koriander og madforgiftning
Antallet af behandlingsresistente bakterier og vira er stigende og det betyder, at videnskaben oftere og oftere vender blikket mod naturlige råvarer og ingredienser for at finde brugbare og potente alternativer til syntetisk medicin.
Koriander er i den forbindelse blevet studeret nærmere som antibakteriel agent overfor sygdomsfremkaldende madbårne bakterier. Helt specifikt blev følgende fem bakteriestrenge testet i et forsøg: Escherichia coli, Staphylococcus aureus, Yersinia enterocolitica, Salmonella enterica og Vibrio cholera.
Æterisk olie fra blade og frø af koriander (Coriandrum sativum) blev anvendt og viste sig at have antibakteriel virkning på de 5 bakteriestrenge.
Det konkluderes, at æterisk olie fra korianderblade og frø kan have potentiale for konservering (ift. holdbarhed og antibakteriel virkning) af fødevarer i fremtiden.
Anvendelse
Koriander bruges mest i det salte køkken og typisk oftest i retter fra det mexicanske, arabiske, indiske og de asiatiske køkkener. Personligt bruger jeg det oftest i salsaer (tomat, mango eller ananas, rødløg og/eller forårsløg, hvidløg, koriander, limesaft) og i tabouleh/cous cous salater (jeg bruger blomkålsris og gulerodsris i stedet for korn). Men koriander kan også bruges på andre måder – hvis du er vild med koriander og frisk på en ny måde at bruge det på, så prøv koriandersmoothien med mango og spinat. Der skal måske lidt tilvænning til, før denne smoothie bliver en favorit, men hold ud! Der er tonsvis af sunde sager i drikken og så smager den forfriskende, opkvikkende og grønt!
Koriandersmoothie med mango og spinat
Til 1 person
1 lille potte frisk koriander
2 håndfulde friske spinatblade
1 frossen (meget moden) banan
100g moden mango
1 spsk. mild olivenolie
Kokosvand eller almindeligt vand til passende konsistens
Skær den frosne banan i mindre bidder.
Kombiner alle ingredienserne i en blender og blend indtil du har en lækker frisk og cremet smoothie (juster konsistensen efter ønske med mere kokosvand eller almindeligt vand). Nyd straks.
Om ‘Viden om’
‘Viden om’ er en række blogindlæg, der handler om helt almindelige råvarer og nogle af deres potentielt sundhedsfremmende egenskaber. Blogindlæggene er ment som en inspiration for og et indblik i, hvordan den mad du spiser, kan påvirke dig og dit helbred. Vil du læse flere indlæg i serien? Tryk på ‘viden om’-tagget nedenfor.
Kunne du li’ indlægget?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.