

Bønnespirer er en af mine favoritgrøntsager i stir frys – de er nemlig rigtig gode til at suge masser af smag til sig og så bliver de næsten helt nudelagtige under tilberedningen.
Selvom bønnespirer ikke er de mest næringsrige grøntsager, er det alligevel værd at nævne, at de faktisk indeholder bl.a. både pæne mængder folat og kalium (+ lidt kostfibre).
100g bønnespirer dækker ca. 1/4 af det daglige behov for folat for en voksen – folat er et vigtigt vitamin for en lang række processer i kroppen og er bl.a. særligt vigtigt at få tilstrækkeligt af for gravide (samt kvinder, der ønsker at blive det).
Hold dig altså endelig ikke tilbage med bønnespirerne – de fungerer fint som fyldgrønt i retter som denne.
Og nu når vi snakker om grønt. Stir frys er generelt geniale, når der skal en ordentlig omgang grønt indenbords. I denne opskrift får man fx over et halvt kilo grønt serveret pr. pers. – men der skal selvfølgelig også en del til, når retten ikke suppleres med fx ris eller nudler (det kan du i øvrigt sagten servere til, hvis du gerne vil have noget kornbaseret tilbehør).
Hvad er Coconut Aminos? I denne ret anvender jeg Coconut Aminos i tilsmagningen. Coconut Aminos er et kokosbaseret alternativ til soyasauce. Det er lavet af saften fra kokospalmens blomster, som så fermenteres med havsalt. Coconut Aminos smager salt (ligesom soya) og altså slet ikke af kokos og fungerer som et soyafrit alternativ til soyasauce for alle dem, der ikke ønsker at spise soya. Coconut Aminos kan typisk bestilles til DK via engelske og amerikanske webshops. Coconut Aminos kan fint erstattes af en almindelig soyasauce.
Til 2 personer
300g kalkunbryst
150g løg
6 fed hvidløg
150g gulerod
200g rød peberfrugt
150g slikærter
400g bønnespirer
200g moden ananas (vægt uden stok og skræl)
Smag til med Coconut Aminos (eller ekstra Himalayasalt og evt. lidt fintrevet ingefær), kokospalmesukker, limesaft, tørrede chilikerner og Himalayasalt
Kokosolie med eller uden smag til stegning
25g kokoschips
1. Skær kalkunbrystet i mundrette strimler.
2. Pil løg og hvidløgsfed.
3. Halver løget og skær det i tynde både.
4. Skær hvidløgsfedene i tynde skiver.
5. Skræl guleroden og skær den i tynde, gerne lidt skrå, skiver.
6. Halver peberfrugten, fjern stilk, frø og frøstole og skær den i tynde strimler.
7. Læg slikærterne i en gryde og overhæld dem med kogende vand.
8. Lad ærterne ligge i 1 minut, hvorefter de fiskes op af det kogende vand med en hulske.
9. Gentag proceduren med bønnespirerne – brug en ny omgang kogt vand og lad dem ligge i vandet 1 minut.
10. Det kogende vand mørner grøntsagerne let og anbefales desuden for at eliminere eventuelle sygdomsfremkaldende vira og bakterier.
11. Skræl ananasen, fjern stokken og skær frugtkødet i mundrette bidder.
12. Start med at svitse løg og hvidløg af i kokosolie.
13. Tilsæt kalkunstrimlerne og lad det hele stege til kødet er brunet af.
14. Tilsæt et godt skvæt Coconut Aminos og et par spsk. kokospalmesukker samt saften af 1 lime.
15. Lad ’marinaden’ arbejdes ind i kød og løg under omøring.
16. Når ’marinaden’ er næsten fordampet, er det tid til at tilsætte gulerod og peberfrugt.
17. Lad grøntsagerne stege med under omrøring i 5-10 minutter.
18. Smag retten til med mere Coconut Aminos, kokospalmesukker, limesaft og Himalayasalt – husk på, at slikærter og bønnespirer også ’sluger’ en del smag, samt at ananasen tilføjer sødme.
19. Tilsæt slikærter og bønnespirer og lad retten stege endnu 3-5 minutter under omrøring.
20, Stir fryen er færdig, når bønnespirerne er faldet sammen og grøntsagerne forsat har et godt bid.
21. Smag retten endeligt til med smagsgiverene samt chilikerner.
22. Vend til sidst ananasstykkerne i retten.
Retten samles
1. Top den grøntsagsspækkede stir fry med lidt kokosflager inden servering.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.