

Jeg elsker elsker elsker kakifrugter – men de SKAL være modne.
Modne kakifrugter er noget nær magiske.
De er SÅ søde, aromatiske, ubestemmelige i smagen (de minder om kombinationen af 20 forskellige velkendte smage, men smager alligevel helt som netop kun kakifrugter gør), nogle af dem har stærke vanillenoter, andre chokoladenoter, og… Der er så meget godt at sige om den kære frugt!
Den modne kakifrugt, vel at mærke.
Umodne kakifrugter kan nemlig smage noget så besk og forfærdeligt og danne en lodden, bitter hinde i munden (dette er særligt gældende for de spidse frugter, de flade frugter kan bedre spises i alle modenhedsstadier).
Hvis du bruger de store, spidse frugter så gå efter de helt bløde modne frugter (de skal gerne være så bløde, næsten geleagtige og gennemsigtige i kødet, at man umiddelbart tænker, at de må være dårlige) – det er meget vigtigt!
Her kombineres sød moden kakifrugt med fed kokosmælk, lidt syrlig citronsaft, aromatisk vanille og lidt salt for at fremhæve og samle alle smagsindtrykkene.
Simpelt og umådelig godt!
TIP! Hvis du har lyst, kan du toppe smoothien med lidt knasende sprød müsli (fx denne nøddemüsli eller denne havremüsli med chokolade) og spise den som en smoothiebowl.
Vidste du?
Kakifrugter er rige på en række antioxidanter, a-vitamin og betakaroten (godt for bl.a. øjne, hud og slimhinder), kalium (essentielt for et sundt blodtryk) og så er de overraskende rige på kostfibre! 100g kakifrugt indeholder hele 5,9g kostfibre (rugbrød indeholder typisk 5-8g pr. 100g). Kostfibre er vigtige for en velfungerende og regelmæssig fordøjelse og et tilstrækkeligt indtag af kostfibre har også vist sig vigtigt ift. forebyggelsen af visse kræftformer samt forebyggelse og behandling af for højt kolesterol. Der er altså masser af gode grunde til at inkludere kakifrugten, når den er i sæson!
Til 1 glas
1 stor meget moden kakifrugt – frugten skal være helt blød! (bruger du de mindre flade frugter, så beregn 2-3)
2 dl kokosmælk og evt. lidt vand
2 spsk. citronsaft
1-2 knsp. vanillepulver
1-2 knsp. Himalayasalt
Kokossmil til pynt
1. Pil topbladene/stilken af kakifrugten og halver den.
2. Jeg skraber typisk frugtkødet ud af skallen, hvis skallen er lidt grov og ‘lædret’, men du kan sagtens blende skallen med, hvis du foretrækker det.
3. Kombiner frugtkød, kokosmælk, citronsaft, vanillepulver og Himalayasalt i en blender og blend til en fed, cremet smoothie. Tilsæt evt. lidt vand, hvis du vil have smoothien tyndere.
4. Pynt smoothien med kokossmil og server med sugerør eller ske.
Indlægget indeholder affiliatelinks
Tilmeld dig mit nyhedsbrev!
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du en rabatkode, så du kan spare 25% på din første konsultation samt eBogen ‘Boost dit immunforsvar’, når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.