

Jeg håber, at du kom godt ind i det nye år!
Jeg havde selv en stille og rolig nytårsaften og er nu klar til at tage hul på det nye år.
Der er noget ganske særligt ved nytåret – nyt år, nye begyndelser, osv. men nogle gange giver det også rigtig god mening at huske på, at hver dag, hver uge, hver måned rummer muligheder for nye begyndelser.
Løbende målsætninger fremfor blot årlige forsæt (som alligevel har tendens til at løbe ud i sandet omkring midt-januar) kan man komme langt med.
Hvad har du sat dig af mål og udviklingspunkter for det kommende år?
Jeg har en lang (igangværende) liste, men nogle af punkterne er bl.a. at blive bedre til fransk (en kæmpe fordel, når man bor i ‘Lille-Frankrig’) og at møde flere nye mennesker – det er nemt at blive sådan lide eneboer-agtig, når man arbejder hjemmefra.
Og så vil jeg også arbejde meget mere på at udvikle min blog, business og de ting, som jeg tilbyder.
Udover 1:1-konsultationer, vil jeg også gerne lave onlineforløb med naturmedicinsk udgangspunkt – forløb, der udstyrer dig med al den viden, som du har brug for til at holde dig og din familie sund i hverdagen med naturlige midler.
Jeg vil gerne skrive flere eBøger om mad og sundhed.
Listen er lang, men jeg vil rigtig gerne høre, hvad du vil se mere af?
Hvad vil du gerne se mere af på bloggen og hvilke produkter (forløb, eBøger, webinarer, osv.) har du brug for i din hverdag? Skriv en kommentar nedenfor eller send mig en mail på mail@sabinemurati.dk
Men det var nu slet ikke den store nytårssnak, det skulle handle om – det falder dog ret naturligt lige i dag, synes du ikke?
Det var en opskrift på rødbedejuice, som jeg ville dele med dig.
En opskrift, som jeg selv er helt vild med og som jeg kan drikke morgen, middag og aften (godt, at rødbeder er så sunde, som de nu engang er…).
Rødbedesaft anbefales bl.a. til folk med forhøjet blodtryk og så er det lidt af en vinderdrik i sportens verden.
Mange atleter og sportsudøvende oplever nemlig, at de præsterer bedre, når de jævnligt drikker rødbedesaft.
Et forsøg fra Exeter University viste fx, at cyklister der, et par timer inden opstart, drak ½ L rødbedesaft kunne cykle 20% længere end de cyklister, der blot havde drukket en rød placebodrik.
Stoffer i rødbedesaften sørger for, at vi forbruger mindre ilt under vores fysiske udfoldelser og det betyder, at vi har energi til at holde længere og præstere bedre.
Uanset, så smager denne rødbedejuice dog absolut fantastisk, så om ikke andet, så lav den bare derfor.
TIP! Hvis du er vild med grøntsagsbaserede juice, så tjek også min yndlings-grønne-juice (‘Grøn juice med spinat og persille’) samt den fordøjelsesfremmende ‘Grøn juice med grønkål og ananas’).
Til 1 person (ca. 5 dl)
600g rødbeder
100g syrlige æbler
Saften af 1 lime
1. Rens rødbeder og æbler.
2. Dét, der ikke passer direkte i juiceren, skæres i mindre bidder.
3. Kør rødbeder og æbler igennem juiceren.
4. Pres limesaften ned i juicen og rør rundt.
5. Nyd straks.
6. Hvis du vil gemme juice (eller lave ekstra) og samtidigt bibeholde maksimalt næringsindhold, så er det bedste at fryse juicen ned lige så snart, at den er lavet.
7. Brug den tilbageværende fiberrige pulp i bagværk, kødfars (til frikadeller og farsbrød), bønne/linsefars til vegetardeller og lignende (pulpen kan også fryses ned til senere brug).
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.