

Rosa spørger til forebyggende og behandlende tiltag af blærebetændelse.
Hej Sabine,
Jeg er plaget af tilbagevendende blærebetændelser og har i hvert fald fire infektioner om året.
Jeg er træt af at rende til lægen og få antibiotika, da det hver gang smadrer min mave fuldstændig.
Findes der mon nogle naturlige midler, som jeg kan bruge forebyggende og behandlende?
Mvh. Rosa
Hej Rosa,
Tak for dit spørgsmål.
Du skriver ikke, hvor længe, at de tilbagevendende infektioner har stået på, men jeg gætter på, at det i hvert fald er et par år.
Først og fremmest er det vigtigt at undersøge nærmere, om der er nogle anatomiske uregelmæssigheder der gør, at infektionerne bliver ved med at vende tilbage.
Hvis du ikke allerede har snakket med din læge om mulighederne for videre undersøgelse, så synes jeg, at du skal starte med det.
Du skriver ikke hvor gammel du er og det gør det svært for mig at vurdere om din problematik evt. er hormonelt betinget, men med det forbehold er der alligevel en række generelle råd, jeg kan give – de kommer her:
Hygiejne
Da blærebetændelse ofte skyldes, at der kommer colibakterier op i blæren via urinrøret, er det vigtigt, at man husker at tørre sig forfra og bagud. Colibakterierne kommer fra tarmen, som via skeden kommer op i urinrøret og videre op i blæren. Kvinder har et væsentligt kortere urinrør end mænd, hvorfor bakteriernes vej til blæren er kortere. Det er i øvrigt også derfor, at langt færre mænd end kvinder døjer med blærebetændelse.
Man kan måske været fristet til at ville vaske sig i underlivet med sæbe (for at fjerne bakterierne), men lad endelig være med det. Brug af sæbe i underlivet kan virke udtørrende og irriterende og det vil ikke just bedre i forvejen sviende og brændende fornemmelser.
Drik nok
Selvom det kan virke fristende at drikke mindre, for at tisse mindre (fordi, at det gør ondt, når man tisser), så er det vigtigt at få skyllet blæren og urinrøret godt igennem. Dette bl.a. for, at bakterierne ikke ligger og søber rundt og formerer sig i den samme opkoncentrerede urin hele dagen.
Tissemønster
Gå på toilettet, når tissetrangen melder sig. Det går ikke at holde sig. Det hænger igen sammen med det at drikke nok, få skyllet blæren igennem og tømt den, så ikke bakterierne får lov til at ligge og hygge sig unødvendigt længe. Det med at tømme blæren fuldstændigt er i øvrigt særligt vigtigt, da resturin i blæren fremmer bakterievækst.
Nogle kvinder har i øvrigt tendens til at få blærebetændelse efter samleje (…bakterier fra kvinden selv eller bakterier fra manden har jo tendens til at blive skubbet op). Generelt er det derfor en god idé for alle lige at tømme blæren efterfølgende. Så husk at drikke et stort glas vand inden the låååve making…
Fornuftig beklædning
Kulde og varme kan begge være forværrende elementer for blærebetændelse, så gå fornuftigt klædt ift. klima og omgivelser. Vælg undertøj i behageligt åndbart materiale og vælg noget, der ikke sidder for stramt (dette kan særligt være relevant, hvis man er meget sart). Det er i øvrigt vigtigt, at man holder sig tør.
Naturlægemidler og kosttilskud
Der er rigtig mange naturlægemidler og kosttilskud, der kan anvendes ved blærebetændelse.
Jeg har udvalgt tre remedier, som kan være relevante.
Husk på, at dette blot er generelle råd – hvis den ønskede effekt udebliver, bør der søges individuel hjælp.
Afhjælper naturlægemidler og kosttilskud ikke symptomerne indenfor rimelig tid (der kan være tale om dage eller uger afhængigt af smerter og øvrige symptomer), er det vigtigt at egen læge kontaktes med henblik på videre behandling. Ubehandlet blærebetændelse kan udvikle sig til nyrebækkenbetændelse, som er et langt mere kompliceret sygdomsforløb end en simpel blærebetændelse.
Cantharon
Cantharon er et homøopatisk lægemiddel fra Allergica, som anvendes ved både akutte og kroniske blærebetændelser. Rigtig mange har god effekt af dette middel, som kan tages både forebyggende og akut.
Tranebær
Der er efterhånden lavet en del studier om tranebær og blærebetændelse.
Nogle konkluderer, at tranebær kan have en vis effekt, mens andre konkluderer, at det ingen effekt har.
Jeg oplever, at det er meget individuelt fra klient til klient og har man ikke prøvet tranebær, vil det klart være et forsøg værd. Tranebær vil primært være relevant ift. forebyggelse af blærebetændelse, da stoffer i bærrene gør det sværere for bakterier at sætte sig fast på urinrørets- og blærens vægge. Tilskud af tranebær kan derfor være oplagt at tage forebyggende for dem, der har tendens til gentagne infektioner.
Drik usødet tranebærsaft (flere glas dagligt) eller tag et tilskud af tranebærekstrakt på pille- eller kapselform (min sædvanlige anbefaling – det er nemmere og smager bedre (det smager nemlig ikke af noget, modsat sur, sur, surhed på glas (en smagssag, men altså…)).
C-vitamin
C-vitamin gør urinen mere sur og det hæmmer væksten af colibakterier (der har sneget sig op i blæren fra tarmen via urinrøret).
Vær OBS på kalktilskud
Det er tidligere påvist, at tilskud af kalk kan fremme bakteriers evne til at klistre sig fast på blærevæggen (det som tranebær bl.a. modvirker). Hvis man er plaget af gentagne blærebetændelser og tager tilskud af kalk, kan det derfor være en idé at stoppe sit indtag og se, om det ændrer på noget. Tager man kalk for at få sunde og stærke knogler, er det i øvrigt vigtigt at huske på, at sunde knogler handler om meget andet end bare kalk – det handler fx i endnu højere grad om en sund fordøjelse og indtag af bl.a. d-vitamin, magnesium og K2-vitamin (læs lidt mere om det i mit indlæg om magnesium her).
Som sagt er der meget at gøre og dette er blot et lille udpluk.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar og får god effekt af rådene.
Med venlig hilsen
Sabine
Naturopath, RAB
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.
Om brevkassen
I brevkassen svarer jeg på dine spørgsmål om sundhed og sygdom ud fra en naturmedicinsk vinkel (spørg mig lige, om jeg har været fristet til at kalde det ‘Naturopathens bord’…).
Har du et spørgsmål, som du gerne vil have svar på, så er du meget velkommen til at skrive til mail@sabinemurati.dk – skriv ‘Brevkasse’ i emnefeltet og husk at skrive i mailen, om du ønsker at være anonym eller vil fremstå med dit fornavn.
Jeg udvælger og besvarer et spørgsmål om ugen, så selvom ikke alle får svar, kan du være heldig, at det lige netop er dit spørgsmål, jeg vælger.
Bare en brevkasse…
Vær opmærksom på, at brevkassen er hvad den er – nemlig en brevkasse. Mine svar og anbefalinger vil være meget generelle. Der vil formentlig være råd og tips, som du allerede kender, men også nye idéer, som du kan prøve af.
Svar på spørgsmål stillet i brevkassen, kan på ingen måde erstatte en almindelig konsultation, hvor jeg får indgående kendskab til hele din historie, alle dine symptomer, din livsstil, osv.
Særligt ved længerevarende og kroniske problematikker, kan der være behov for yderligere og mere målrettet hjælp – specielt, hvis du har prøvet en masse, men de ønskede resultater udebliver.
Har du behov for målrettet hjælp, er du altid velkommen til at skrive til mig på mail@sabinemurati.dk hvis du har spørgsmål eller ønsker at bestille tid til en konsultation. I konsultationen lægger jeg en 100% skræddersyet plan for din kost, dine kosttilskud, osv. – en plan, der netop tilpasses din situation, din livsstil og dine behov.
Du kan læse mere om konsultationer mv. her
Kunne du li’ indlægget?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her