

Focaccia er et italiensk madbrød, som er super alsidigt i anvendelse.
Det kan spises, som det er, bruges som sandwichbrød eller som tilbehør til de fleste slags retter – fx supper og gryderetter.
Her får du en version af brødet, som er bagt helt uden mel.
Basis for brødet er det ekstremt calciumholdige nøddesmør tahin (well, det er lavet af sesamfrø, så det er ikke et nøddesmør, men for nemheds skyld benævner jeg altid mandel-, nødde-, frø- og kernesmør som nøddesmør).
Drikker du ikke mælk og spiser mejeriprodukter – og vil du gerne fokusere på alternative calciumkilder i din kost – så er tahin en rigtig god fødevare at have på menuen på jævnlig basis.
Vær opmærksom på, at tahin er naturligt bittert og anvender du kun tahin, ja – så bliver brødet let bittert. Personligt synes jeg, at det spiller fint sammen med krydderierne, men det er jo en smagssag – brug evt. halvt tahin og halvt cashewsmør for et mildere og mindre bittert brød.
Hvis du vil have et højere og mere luftigt brød, kan du tilsætte lidt natron og citronsaft til opskriften.
TIP! Hvis du gerne vil give brødet en let ostet smag, så tilsæt 1 spsk. gærflager – du kan læse mere om gærflager og hvad du skal være opmærksom på her.
Til 1 brød
200g tahin uden salt eller 100g tahin uden salt og 100g cashewsmør
4 spsk. mild olivenolie
3 æg
2 tsk. løgpulver
1 tsk. hvidløgspulver
½ tsk. Himalayasalt
1 stor håndfuld udstenede sorte oliven
4 halve soltørrede tomater
1-2 kviste frisk rosmarin
1. Rør tahin, olivenolie og æg sammen til en sej og ensartet dej.
2. Rør krydderier og Himalayasalt i dejen.
3. Smør dejen ud i en oval form på en bagepapirsbeklædt bageplade.
4. Dejen skal smøres ud i et max 1 cm tykt lag.
5. Skær de soltørrede tomater i tynde strimler.
6. Pluk nålene af rosmarinkvistene.
7. Fordel sorte oliven, tomatstrimler og rosmarinnåle jævnt over dejen og pres sagerne let ned i dejen.
8. Bag brødet i en forvarmet ovn på 130C varmluft i ca. 50 minutter.
9. Brødet kan opbevares i en lukket pose på køl i op til en uge eller fryses ned for en holdbarhed på flere måneder.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.