

Hakket kød kan laves på så mange forskellige måder og noget af det, som jeg synes, at det egner sig særligt godt til, er at få ‘gemt’ en masse grønt.
Man kan gemme uanede mængder af grøntsager i fx en lasagne- eller almindelig kødsauce, men man kan også få blandet en hel del grønt ind i en omgang ‘kødbix’, som jeg kalder det.
‘Kødbix’ er ikke en sauce, men bare kød (i dette tilfælde hakket kalv) blandet sammen med grønt.
Med tilstrækkeligt grønt ‘fyldstof’, kan man nøjes med mindre kød pr. pers., så hvis du ønsker at minimere dit og familiens kødindtag (samtidig med, at indtaget af grøntsager oppes) er retter som denne altså oplagt.
Kalvebixen er krydret med bl.a. grøn chili og ingefær og den serveres i sprøde salatskåle. Det bedste af det hele er dog muligvis den tilhørende dressing – den labreste mandelsmørsbaserede dressing med mandarinsaft!
Hvad er Coconut Aminos? I denne ret anvender jeg Coconut Aminos i tilsmagningen. Coconut Aminos er et kokosbaseret alternativ til soyasauce. Det er lavet af saften fra kokospalmens blomster, som så fermenteres med havsalt. Coconut Aminos smager salt (ligesom soya) og altså slet ikke af kokos og fungerer som et soyafrit alternativ til soyasauce for alle dem, der ikke ønsker at spise soya. Coconut Aminos kan typisk bestilles til DK via engelske og amerikanske webshops. Coconut Aminos kan fint erstattes af en almindelig soyasauce.
Til 2 personer
Spicy kalvebix
200g hakket kalvekød
300g løg
4 fed hvidløg
250g gulerødder
200g squash
100g frosne grønne ærter
1-2 friske grønne chili
Smag til med Himalayasalt, sort peber, fintrevet ingefær, Coconut Aminos og et nip kokospalmesukker
Kokosolie med eller uden smag til stegning
Dressing
3 spsk. mandelsmør
Saften af 2 mandariner
Coconut Aminos og kokospalmesukker
I øvrigt
4-6 store blade Iceberg salat
3 forårsløg
Spicy kalvebix
1. Pil løgene og skær dem i fine tern.
2. Pil hvidløgsfedene og hak dem fint.
3. Skræl gulerødderne og skær dem i fine tern.
4. Skær squashen i fine tern.
5. Halver de grønne chili, fjern stilk, frø og frøstole og skær dem i meget fine tern.
6. Start med at svitse løg, hvidløg og chili af i kokosolie.
7. Tilsæt det hakkede kalvekød og brun kødet af.
8. Tilsæt tern af gulerødder og squash samt de frosne ærter.
9. Lad retten stege sammen under hyppig omrøring.
10. Smag til med Himalayasalt, sort peber, fintrevet ingefær, Coconut Aminos og et nip kokospalmesukker.
Dressing
1. Rør mandelsmørret sammen med mandarinsaften.
2. Smag dressingen til med Coconut Aminos og lidt kokospalmesukker – dressingen skal gerne være til den lidt salte side.
I øvrigt
1. Skyl salatbladene og dup dem tørre.
2. Skær forårsløgene i tynde skiver.
Retten samles
1. Fyld salatskålene med kalvebix og top med forårsløg – server dressingen i en lille skål ved siden af.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.