

Vi forsætter i bedste Halloween-stil lidt endnu og i dag står den på spaghetti squash med kødboller og tomatsauce.
Kødbollerne kan dekoreres med edderkopper lavet af sorte oliven, hvis ‘gys-faktoren’ skal hæves lidt.
Man kan også lade være, hvis det bliver lige makabert nok, på en almindelig aften – jeg ved i hvert fald, at jeg kommer til at lave denne ret jævnligt og ikke kun til Halloween. Det er en virkeligt lækker kombi med masser af god smag!
Som et alternativ til den sædvanlige spiralizede squash (som jeg ellers plejer at ty til, når jeg skal have ‘sundere pasta’), så har jeg i dag anvendt spaghetti squash.
Spaghetti squash er – trods navnet – faktisk et græskar og et noget anderledes græskar, end den slags, som de fleste af os måske ellers er vandt til.
I rå tilstand er græskarrets kød nemlig fast, men når det bages eller koges bliver det løst og trevlet og kan nemt løsnes i tråde med en gaffel. Det ligner spaghetti og kan spises som sådan og deraf formentlig også navnet ‘spaghetti squash’ (er jeg den eneste, der tænker full circle?).
Bagt spaghetti squash smager mildt og let sødligt og spaghettitrådene bliver bløde og lækre af bagningen. Spaghetti squash bliver ikke lige så slasket og vandet som fx almindelig varmebehandlet squashetti og det er et kæmpe plus i min bog. Det hjælper i øvrigt også på ‘slasketendensen’ at salte spaghetti squashen inden tilberedning (som beskrevet nedenfor).
Man får de længste spaghettitråde ved enten at dele græskarret over på midten (ikke på langs) eller ved at skære det i skiver, som jeg har gjort i denne opskrift, inden man bager det.
Hvis du er i tvivl om, hvad spaghetti squash er for en størrelse, så kan du fx gå på Youtube og søge på ‘spaghetti squash’.
Spaghetti squash er typisk kun tilgængeligt efterår og vinter og det kan være svært at få fat på i DK.
Hvis du er så heldig at finde nogle, så køb en masse – de holder sig meget lang tid, hvis bare de opbevares tørt, mørkt og køligt.
Du kan selvfølgelig også altid lave en Søren Ryge og dyrke dem selv. Det kræver lidt haveplads og vand, men ellers er græskarplanter generelt ret stille og rolige og udbyttet er som regel stort.
Alt i alt er jeg i hvert fald mega fan af spaghetti squash og jeg kommer til at spise adskillige i løbet af de kommende måneder (en af de mange fordele ved at bo i Canada er nemlig, at spaghetti squash er mega populære og kan fås alle vegne = WIN).
TIP! Hvis du ikke kan få fat på spaghetti squash til denne ret, kan du bruge almindelige grønne squash i stedet. Beregn 1½-2 squash pr. person. Skræl evt. squashene og kør dem igennem en spiralizer til squashetti.
Jeg foretrækker som regel at servere squashetti rå, da de er mindre slaskede og vandede på den måde.
Du kan også servere kødboller og tomatsauce til blomkålsris eller grøntsags/kartoffelmos.
PS. Fik jeg sagt, at kødbollerne laves i ovn? Det gør de! Det er så nemt, som det kan blive og man kommer ikke til at lugte af fedtet frikadelle (hvilket vel altid er en bonus)!
Til 4 personer + evt. overskud af kødboller og tomatsauce
Kødboller – til ca. 30 stk.
650g hakket oksekød
200g groftrevet løg (knuget for saft – vægt er uden saften) – jeg rev 3 mellemstore løg for at få de 200g
3 tsk. løgpulver
2 tsk. hvidløgspulver
2 tsk. stødt mild paprika
1½-2 tsk. fint havsalt
1 tsk. sort peber
1 æg
4 store spsk. mandelmel
Sorte oliven til pynt (kan udelades)
Tomatsauce
3 mellemstore løg
6 fed hvidløg
4 stængler bladselleri
2 glas mosede tomater á typisk ca. 700 ml (produktet består af tomat og salt og evt. et surhedsregulerende middel – alternativt kan du bruge 4 ds. hakkede eller flåede tomater á 400 ml)
Smag til med havsalt, sort peber, chilikerner, tørret oregano, løgpulver, hvidløgspulver og honning
Olivenolie til stegning
Spaghetti squash
2 mellemstore spaghetti squash (kan du ikke få fat i spaghetti squash? Se mine forslag til, hvad du kan servere i stedet ovenfor)
I øvrigt
1 håndfuld frisk basilikum
Tomatsauce
1. Pil løgene og riv dem groft på et rivejern.
2. Pil hvidløgsfedene og hak dem fint.
3. Varm en god portion olivenolie op i en dyb pande og svits løg og hvidløg af.
4. Skær bladsellerien i fine tern og tilsæt dem på panden.
5. Lidt efter tilsættes de mosede tomater (husk at skylle flaskerne med lidt vand for at få det hele med).
6. Bring saucen i kog og skru ned for varmen.
7. Lad saucen simre sig tyk og lækker – hvis du har god tid, så lad den gerne stå et par timer på laveste blus under tippet låg. Hvis det skal gå lidt hurtigere, så lad saucen simre ind uden låg, mens resten af måltidet laves. Rør rundt jævnligt. Jeg tilsætter typisk lidt af hver af alle krydderier undervejs og smager så endeligt til, når konsistensen på saucen er ved at være, som jeg foretrækker (tyk sauce – altid!)
Spaghetti squash
1. Vask squashene grundigt og tør dem.
2. Skær enderne af og skær squashene i ca. 3 cm tykke skiver (brug en stor, skarp kniv og vær forsigtig!).
3. Fjern kernerne fra midten – det gøres nemmest ved bare at skære dem væk (skær rundt og rundt i midten).
4. Gnid squashskiverne ind i groft havsalt og lad dem ligge 10-15 minutter.
5. Vask squashskiverne under rindende vand og dup dem omhyggeligt tørre.
6. Læg squashskiverne på en bagepapirsbeklædt bageplade og bag dem i en forvarmet ovn på 200C varmluft mellem typisk 40 og 70 minutter – tiden kan variere meget, da det kommer an på skivernes tykkelse, squashens vandindhold og modenhed, din ovn, osv. Vend evt. skiverne undervejs for en mere jævn bagning.
7. Squashen er færdig, når du med en gaffel nemt kan skrabe spaghettitråde frem af kødet. Smid skallerne ud.
Kødboller
1. Knug de revne løg for overskydende løgsaft (put saften i tomatsaucen).
2. Ælt alle ingredienserne grundigt sammen og lad gerne farsen stå 15-30 minutter ved stuetemperatur.
3. Form farsen til ca. 30 kødboller og læg dem på en bagepapirsbeklædt bageplade.
4. Pynt evt. med oliven.
5. Bag kødbollerne i en forvarmet ovn på 200C varmluft i ca. 30 minutter.
Retten samles
1. Anret spaghettitrådene og top med tomatsauce og kødboller. Pynt med lidt frisk basilikum.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.