

Kan en grøntsag smage som saltet karamel?
Med lidt hjælp – JA!
Det er denne græskarbaserede karamelcreme i hvert fald et godt bevis på.
Græskarcremen smager helt vidunderligt og kan bruges til meget forskelligt – fx:
– som dip til udskåret frugt
– på pandekager
– som smørepålæg på brød, knækbrød og kiks
– som kagecreme og frosting
– i opskrifter fx som erstatning for remoncecreme, i tærter (æbletærte fx), som fyld i RAW tærtebunde (top med bær)
– som base for frugtlæder (udelad evt. ahornsirup, da det ellers bliver meget meget sødt) – se hvordan her
– swirl(et) i is – fx i en simpel bananis (blend meget modne frosne bananer med lidt vanillepulver og evt. lidt vand eller kokosmælk)
Der er mange muligheder for at tilfredsstille den søde tand med denne lækre karamelcreme!
OBS! At det netop er Medjool dadler, der anvendes i denne opskrift er relativt vigtigt. Medjool dadler er store, saftige og klistrede dadler, der har en karamelnote i sig selv – derfor er de også oplagte at anvende i opskrifter som denne. Du kan godt bruge andre tørrede dadler, men for det bedste resultat, anbefaler jeg Medjool dadlerne. Medjool dadler kan købes hos de fleste større grønthandlere.
Til ca. 3 dl saltet karamelcreme
300g græskar (Hokkaido eller Butternut), renset vægt
100g Medjool dadler, udstenede
Kornene af 1 vanillestang
2 dl vand
4 spsk. ahornsirup
Himalayasalt
1. Skræl græskarret og fjern eventuelle kerner.
2. Skær græskarkødet i små tern.
3. Kombiner græskartern, udstenede dadler, vanillekorn og 2 dl vand i en gryde.
4. Bring gryden i kog, skru ned for varmen og lad græskar og dadler koges møre under låg.
5. Blend ingredienserne sammen med en stavblender til en glat, fed creme uden klumper.
6. Lad græskarcremen dampe yderliger ind over lav varme (pas på, at den ikke brænder på!).
7. Smag cremen til med ahornsirup og Himalayasalt – smagen skal være á la saltet karamel.
8. Opbevar den færdige græskarcreme på et skoldet glas på køl, hvor holdbarheden vil være en uges tid.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.