

Andre end mig, der elsker (som i elsker elsker elsker) en god chai latte? (…Baresso har uden tvivl tjent gode penge på mig i tidernes løb!).
Det er heldigvis super nemt at genskabe en god chai latte derhjemme og som basis, kan du bruge denne te, varm mælk efter eget valg og lidt sødning.
Min chai te er udelukkende lave på krydderier (der er ikke sort te i, som normalt) og derfor kalder jeg det også en urtete.
Fun fact! Chai betyder ‘te’. Når vi skriver ‘chai te’, skriver vi altså ‘te te’. Det er lidt ligesom med den lille røde panda, Master Shifu, fra Kung Fu Panda. ‘Shifu’ betyder nemlig ‘Master’ så altså – ‘Master master’. Jeg er i øvrigt overbevist om, at enhver Kung Fu mester drikker litervis af chai te hver eneste dag…
Chai urtete – til ca. 8½ dl
4 tomme vanillebælge (brug kornene til noget andet)
3 spsk. grønne kardemommekapsler
3 spsk. hele nelliker
8 hele stjerneanis
10 kanelstænger
1,5 L vand
1. Kombiner alle ingredienser i en gryde og bring i kog.
2. Lad teen simre og reducere til ca. 8½ dl – gerne under tippet låg (det tager længere tid, men får mere smag ud af krydderierne, da de koger længere).
3. Si teen og smid krydderierne ud.
4. Teen er nu klar til at drikke som den er, den kan sødes efter behov, den kan blandes op med forskellige slags mælk, den kan bruges i en chai latte osv. Teen kan også bruges i forskelligt bagværk og til at lave sirup af.
Chaisirup
Chaisirup kan bruges i desserter og bagværk, på yoghurten om morgenen, smurt på brød, en skefuld rørt op i et varmt glas mælk, osv. – der er mange muligheder for anvendelse af den mørke, krydrede sirup.
Chaisirup – til ca. 1½-2 dl
½ L hjemmelavet chai urtete (se opskriften ovenfor)
125g lyst kokospalmesukker (køb det i klumper i asiatiske butikker)
½ dl ahornsirup
1. Kombiner te og kokospalmesukker i en gryde og bring i kog.
2. Reducer teen til ca. 2,5 dl.
3. Tilsæt ahornsirup.
4. Reducer chaisiruppen yderligere til ca. 1½-2 dl sirup (massen skal vær tyk og boblende).
5. Opbevar siruppen på et skoldet glas på køl, hvor holdbarheden vil være lang.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.