

Jeg har en opskrift på chokoladekage, som minder helt vildt meget om de tarvelige (men virkeligt velsmagende!) ‘shake ‘n’ bake’ chokoladekager, som jeg er vokset op med (måske du også har nydt din andel af ‘den slags’ kager?).
Kagen er let, ikke super kakakaotung og ikke super sød – noget nær præcis, som jeg husker den ‘lækre’ tarvelige variant.
Med udgangspunkt i min oprindelige opskrift, har jeg justeret lidt på forholdene og blandt andet anvendt 1/3 mindre sukker (sirup) – med super godt resultat!
For lige at videregive ‘sukkerreduktionstippet’, så kan du som regel (i mine opskrifter i alle fald) erstatte sirup med kokosmælk – skal der fx 300g sirup i en opskrift, så kan du nøjes med fx 200g sirup og 100g kokosmælk (jeg forholder mig altid til g fremfor dl og det plejer at fungere fint), hvis du gerne vil spare lidt på sukkermængden.
Kagen er i øvrigt virkeligt nem at lave og hvis du normalt har kokosfibre i køkkenskabet, så er jeg næsten sikker på, at du har alle ingredienserne ved hånden
Til ca. 8-10 stykker kage
Chokoladekage
70g kokosfibre
50g kakaopulver
200g ahornsirup
100g kokosmælk
100g mild olivenolie (…og nej, kagen smager IKKE af olivenolie)
5 æg
2 knsp. Himalayasalt
Chokoladeganache
200g mørk chokolade
150g kokosmælk
Smag evt. til med lidt ahornsirup
Til servering
Frisk frugt – fx ananas, granatæblekerner, bær, appelsinfileter og/eller en klat kokosskum, en kugle is, osv.
Chokoladekage
1. Sigt kokosfibre og kakaopulver og rør det sammen med Himalayasalt.
2. Tilsæt ahornsirup, kokosmælk, olivenolie og æg og pisk dejen sammen.
3. Lad dejen stå et par minutter og pisk den igennem en sidste gang – der må ikke være klumper i dejen.
4. Fordel dejen i et bagepapirsbeklædt ovnfast fad á ca. 25 x 30 cm.
5. Bag kagen i en forvarmet ovn på 200C i ca. 30 minutter.
6. Lad kagen køle af i fadet.
Chokoladeganache
1. Kombiner chokolade og kokosmælk i en gryde og smelt ingredienser sammen, over meget lav varme.
2. Når chokoladeganachen er rørt glat og lækker, smages den evt. til med lidt sødt.
Kagen samles
1. Hæld chokoladeganachen over den stuetempererede (eller let lune) chokoladekage og stil kagen på køl, indtil ganachen er fast (det tager typisk et par timer, men du kan også sagtens lade kagen stå på køl over natten).
2. Lad kagen stuetempereres inden servering eller nyd den direkte fra køleskabet.
3. Opbevar kagen på køl i 4-5 dage, kagen kan ogå sagtens fryses ned.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.