

Super nemme cookies, der med garanti vil imponere – det gælder både dig og enhver, du vil servere dem for! Njaah, kan de virkeligt være så gode? Tænker du måske. Tag mit ord for at JA, det kan de. Lad mig høre, hvad du synes, hvis du prøver dem af (jeg håber lidt, selvom det er strengt, at jeg ikke er den eneste, der finder dem stærkt afhængighedsskabende…)
I stedet for mel som hovedingrediens, bruger jeg nøddesmør i opskriften. Du kan købe nøddesmør i diverse helsekostbutikker og supermarkeder eller du kan lave det selv.
Hvis du af den ene eller anden grund undgår peanuts (eller bare gerne vil prøve noget nyt), så kan jeg varmt anbefale solsikkekernesmør. Det er virkeligt underligt, men solsikkekernesmør smager helt vildt meget af peanuts og derfor er smørret jo helt oplagt at bruge til både søde og salte opskrifter, hvor peanutbutter ellers skulle have været brugt.
Til 12 chocolate chip cookies
250g nøddesmør fx mandelsmør, et mix af mandelsmør og solsikkekernesmør (eller peanutbutter), ren solsikkekernesmør (eller peanutbutter), eller hvad du har lyst til
100g kokospalmesukker
1 æg
1 tsk. vanillepulver
100g mørk chokolade fx Vivani 92%
2 knsp. havsalt
Hak den mørke chokolade mellemfint.
Rør æg og kokospalmesukker sammen til en lys og sej ‘æggesnaps’ – jeg mixer bare med en almindelig grydeske.
Tilsæt nøddesmør, vanillepulver og havsalt og bland alle ingredienserne sammen til en ensartet og klumpefri dej.
Rør den hakkede mørke chokolade i dejen.
Dejen skal være fast, sej og trilbar.
Tril/form 12 lige store kugler af dejen (kuglerne skal være større end den typiske daddelkugle, men mindre end en golfbold) og læg dem på en bagepapirsbeklædt bageplade.
Kagerne flyder lidt ud, så læg dem ikke for tæt.
Pres nu kuglerne flade til ca. ½ cm tykke cookies – det nemmeste er at bruge en flad hånd til formålet.
Bag kagerne i en forvarmet ovn på 160C i 20-30 minutter afhængigt af, hvordan du foretrækker dem.
20 minutter – bløde cookies.
25 minutter – chewy cookies med halvsprøde kanter.
30 minutter – næsten gennemsprøde cookies, måske med lidt chewy midte.
Personligt foretrækker jeg et sted mellem de 25 og 30 minutter – vær obs på, at småkagerne bliver hårdere i takt med, at de køler af. Så selvom småkagerne er bløde for tryk, når du tager dem ud af ovnen, skal du altså regne med, at de bliver fastere og mere hårde, når de er kølet af.
Lad småkagerne køle helt af på pladen. De afkølede cookies opbevares bedst i en lukket kagedåse, hvor holdbarheden vil være et par dage (men altså, de er nok væk inden holdbarhed overhovedet bliver et problem…)
Variation – hvis du er til saltet karamel, kan du prøve at tilføje 5 spsk. kondenseret kokosmælk (jeg lægger opskriften op snarest) og drysse småkagerne med havsalt i stedet for at komme salt i dejen. Den kondenserede kokosmælk giver det lige lidt ekstra og lidt á la saltet karamel – mums!
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du helt gratis mini eBogen ‘1-2-3-IS’, når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
(Opskriften indeholder affiliatelinks)