

Hvis du har en bunke modne bananer, der ligger og kukkelurer i frugtskålen, så brug et par stykker af dem til at lave disse klæge bananmuffins, der smager skønt af banan (en god kraftig banansmag!) og vanille.
Perfekte som forkælelse til eftermiddagskaffen eller som overraskelse i madpakken!
Kagerne er lavet uden almindeligt mel og i stedet er der anvendt kokosfibre til at holde dem sammen.
Kokosfibre er et fedtfattigt, protein- og fiberrigt mel (eller pulver), der laves af kokosnød.
Kokoskødet presses for olie, tørres og pulveriseres og tilbage er altså de super alsidigt anvendelige kokosfibre, som kan bruges både i salt og sød madlavning og bagværk.
Der er mange fordele ved at anvende kokosfibre – bl.a. at de er virkeligt drøje i brug. Fibrene suger en masse væske til sig og derfor kommer man langt med lidt – se fx denne opskrift, hvor bare 60g fibre er nok til 8 muffins!
Til ca. 8 muffins
275g meget moden banan (renset vægt uden skræl – svarer til ca. 3 mellemstore bananer)
100g ahornsirup
4 æg
Kornene af 2 vanillestænger
60g kokosfibre
50g kokosolie, smeltet
50g mørk chokolade
1. Pisk med en håndmixer bananer, ahornsirup, æg og vanillekorn sammen til en lind grød.
2. Tilsæt kokosfibrene og pisk ingredienserne godt sammen.
3. Tilsæt smeltet kokosolie og pisk dejen godt igennem.
4. Lad dejen stå et par minutter og pisk den igennem en sidste gang.
5. Hak den mørke chokolade groft og vend den i dejen.
6. Beklæd en muffinpande med papirforme og fordel dejen i 8 forme.
7. Bag kagerne i en forvarmet ovn på 130C varmluft i ca. 75-90 minutter.
8. Lad de færdigbagte muffins køle af ved stuetemperatur og opbevar dem på køl i op til en uge eller flere måneder i fryseren.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.