

Tænker du også dagligt over, hvordan du kan spise mere chokolade og samtidigt få flere kostfibre indenbords (…eller er det bare mig)?
Kakaofibre er svaret på dine (kakao)bønner – eller tanker, men altså… (hvis det sproglige skal spille, du ved…)
Kakaofibre er et forholdsvist nyt produkt på det danske marked.
Jeg opdagede det helt tilfældigt sidste år, men er først kommet rigtig i gang med at bruge det for nylig.
Og det er lidt af en fest, hvis man elsker chokolade.
Kakaofibre er lavet af den yderste skal (husken) af ristede kakaobønner og produktet indeholder derfor en masse kostfibre – hele 65g pr. 100g for at være mere præcis. Det indeholder også en god portion proteiner (15g pr. 100g) og kun ganske få kulhydrater.
Kakaofibre ligner og smager meget som almindeligt kakaopulver – dog synes jeg, at det er lysere i farven og mindre chokoladeintenst i smagen. Men det smager helt klart af chokolade (bittert, ikke sødt).
Hvis du elsker chokolade og gerne vil spise flere kostfibre i det daglige, så er kakaofibre et rigtig godt bud på et sundt og velsmagende fibertilskud, der er lidt sjovere at indtage end de gængse varianter på markedet.
Du kan læse mere om kakaofibre og finde en forhandler her
Til ca. 35-40 små mundrette kugler
250g dadler, udstenede
175g ristede kokoschips
60g kakaofibre + ekstra kakaofibre eller kakaopulver til at trille i
10 spsk. stærk kaffe
75g kokossmør
2 knsp. havsalt
Overhæld de udstenede dadler med kogende vand (så det dækker) og lad dem stå i blød i ca. 30 minutter.
Hæld iblødsætningsvandet fra dadlerne (smid vandet ud eller gem det til smoothies, bagværk eller andet) og kombiner alle ingredienser i en foodprocessor eller stærk blender.
Blend ingredienserne sammen til en rimeligt ensartet og trilbar masse – massen må gerne være lidt grov med knasende stykker af kokoschips. Smag massen til.
Form massen til små mundrette kugler og tril dem i kakaofibre eller kakaopulver.
Opbevar kuglerne i en lukket beholder på køl i et par uger eller frys dem ned i passende portioner til senere brug.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du helt gratis mini eBogen ‘1-2-3-IS’, når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!