

Charmen ved denne opskrift er, udover at dejlåget smager helt vidunderligt!, at stort set alle slags frugter og bær kan bruges.
Stenfrugter, æbler, pærer og alle slags bær er oplagte (banan, melon og citrusfrugter måske mindre oplagte).
Krydderierne kan også varieres – æble vil fx være super lækkert at krydre med kanel eller Pumpkin Pie Spice, pære med lakridsekstrakt eller ingefær osv.
Udover mulighed for næsten uendelig variation (og velsmag – dejen er altså virkeligt god og nok den bedste crumbledej, jeg nogensinde har smagt – hvedemelsbaserede inkluderede – og jeg er altså lidt dej- og tærtebundsbesat (fyld siger mig sjældent så meget)), så er der også en anden genial ting ved denne opskrift.
Du kan bruge udelukkende kedelig og halvrynket frugt til opskriften – det gjorde jeg.
Det er i bedste ‘stop madspild’-stil en rigtig ‘ryd op i køleskab og frugtkurv’ kage og det lægger man slet ikke mærke til, når man spiser kagen.
Kagen kan med fordel serves med en klat kokosskum, kokosyoghurt, vanilleis eller lignende.
Frisk eller frossen frugt? Frisk frugt afgiver i forvejen en hel del væde i bunden af fadet, så umiddelbart vil jeg ikke anbefale, at frossen frugt anvendes. Hvis du fx vil bruge frosne bær, så tø dem op og lad dem dryppe godt af inden brug.
Jordbær-fersken crumble til 8-10 personer
Frugtfyld
750g fersken, vægt uden sten
750g jordbær, vægt uden stilk
50g kokospalmesukker
½ tsk. vanillepulver
Dej
225g mandelmel
100g revet kokosmel
50g mandelflager eller splitter
¼ tsk. havsalt
100g ahornsirup
100g ghee eller klaret smør
80g kokossmør
1 æg
Frugtfyld
1. Udsten ferskenerne og skær frugtkødet i fine tern.
2. Rens jordbærrene, fjern stilkene og skær dem i kvarte.
3. Kombiner fersken og jordbær i et ovnfast fad á ca. 35 cm x 25 cm (evt. beklædt med bagepapir), drys med kokospalmesukker og vanillepulver og vend godt rundt.
Dej
1. Smelt ghee/klaret smør og kokossmør sammen over meget lav varme (kokossmør brænder nemt på, så pas virkeligt på med varmen).
2. Bland alle øvrige ingredienser sammen og tilsæt den let lune smørmasse. Rør alt godt sammen.
3. Fordel dejen over frugtfyldet – dette gøres nemmest i hele håndfulde, der ligesom ‘krummes’ udover fyldet.
4. Bag kagen i en forvarmet ovn på 130C varmluft i ca. 1 time og 30-45 minutter.
5. Kagen har en del væde i bunden, så har du rester, som du vil gemme på køl, så brug en hulske til at løfte frugt og dej op og over i en egnet beholder. På den måde kan du nemmere dryppe overskydende væde af. Kagen kan holde sig et par dage på køl.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du helt gratis mini eBogen ‘1-2-3-IS’, når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!