

Den klassiske kålgryde med hvidkål, gulerødder og hakket oksekød smager skønt i al sin enkelhed, men den kan også nemt varieres og piftes op, så den kommer til at smage af lidt mere.
Her har jeg fx anvendt lilla spidskål, squash og kalvekød i stedet for de originale ingredienser og retten er smagt til med lidt asiatisk inspirerede smagsgivere som ingefær, lime og sesamfrø.
OBS! Den lilla spidskål taber meget af sin farve under tilberedningen, så brug endelig bare almindelig grøn spidskål eller hvidkål, hvis du har svært ved at få fat i det lilla kålhoved.
Til 2 personer
200g hakket kalvekød
500g lilla spidskål (eller grøn spidskål eller hvidkål)
1 squash
200g løg
6 fed hvidløg
Smag til med Coconut Aminos, havsalt, chiliflager, stødt mild paprika, limesaft og lidt fintrevet frisk ingefær
Kokosolie uden smag til stegning
Toppings
3 forårsløg
3 spsk. sesamfrø, tørristede
Pil løgene og skær dem i fine tern.
Pil hvidløgsfedene og skær dem i fine tern.
Snit spidskålen ultrafint – gerne på et mandolinjern.
Skær squashen i tynde skiver – gerne på et mandolinjern. Stabl så skiverne i bunker ovenpå hinanden og skær skiverne i tyndere stave.
Start med at svitse løg og hvidløg grundigt af i kokosolie.
Tilsæt det hakkede kalvekød og lad kødet brune af. Hak godt rundt i kødet, så det findeles.
Tilsæt den fintsnittede kål og lad ingredienserne simre sammen over middel varme og hyppig omrøring. Når kålen er kolapset og er blevet let blød tilsættes lidt af alle smagsgivere.
Lad retten simre videre til kålen næsten smelter på tungen. Tilsæt nu squashstavene og lad dem stege med indtil de er møre (gerne med lidt bid i). Smag retten endeligt til med Coconut Aminos, havsalt, chiliflager, stødt mild paprika, limesaft og lidt fintrevet frisk ingefær.
Retten samles
Skær forårsløgene i tynde skiver.
Anret kålgryden og top med tørristede sesamfrø og fintskårne forårsløg.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du helt gratis mini eBogen ‘1-2-3-IS’, når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!