

Lammekebabs med smag af Marokko serveret på en bund af den lækreste blomkålscouscous!
Blomkålscouscousen kræver lidt arbejde, men den er så absolut de få anstrengelser værd (den er virkeligt god!).
Udover blomkålsris indeholder couscousen også stegte løg og gulerodstern og en god portion frisk koriander (du kan læse mere om hvorfor koriander er super sundt her) – alt i alt et fantastisk lækkert grønt tilbehør, der også passer perfekt til fx fisk, skaldyr og kylling (eller måske et andelår?).
TIP! Det hakkede lammekød kan sagtens erstattes af både hakket oksekød eller hakket kylling.
Til 2 personer
Kebabs
250g hakket lammekød
100g løg
100g tomat
1½-2 tsk. marokkansk krydderiblanding fra Tiger (eller lignende – krydderiblandingen består af følgende stødte krydderier: allehånde, cayenne, gurkemeje, ingefær, kanel, kardemumme, koriander, muskatnød, nelliker, peber, sennep, spidskommen)
1½-2 tsk. tørret persille
1 tsk. hvidløgspulver
½-1 tsk. havsalt
Klaret smør til stegning
Blomkålscouscous
400g blomkål
200g gulerødder
400g løg
1 lille potte frisk koriander
Smag til med havsalt, sort peber og citronsaft
Kyllingefedt, klaret smør eller olivenolie til stegning
25g pinjekerner, tørristede
Kebabs
1. Pil løget og riv det groft på et rivejern.
2. Riv ligeledes tomaten groft på et rivejern.
3. Ælt løg, tomat, kød og krydderier sammen.
4. Form kødet til to store eller fire mindre kebabs og steg dem i klaret smør på en pande.
Blomkålscouscous
1. Pil løgene og skær dem i fine tern.
2. Start med at stege løgene brune og halvsprøde i rigeligt fedtstof. Det kan godt tage 15-20 minutter over middel varme og hyppig omrøring.
3. Når løgene er stegt lækre brune og halvsprøde, hældes de over på en tallerken.
4. Skræl gulerødderne og skær dem i fine tern.
5. Steg gulerodsternene i fedtstof på løgpanden. Gulerodsternene skal steges til de er møre med bid.
6. Tag gulerodsternene af panden, når de er stegt tilpas.
7. Findel blomkålen og kør den til riskornsstørrelse i en foodprocessor. Blomkålet kan også rives til ris på den grove side af et rivejern.
8. Steg blomkålsrisene møre på løgpanden og smag til med havsalt, sort peber og citronsaft.
9. Tilsæt nu de stegte løg og gulerodstern til blomkålsrisene og lad alt stege sammen et par minutter.
10. Smag couscousen til.
11. Hak korianderen fint og vend i couscousen.
Retten samles
1. Anret blomkålscouscousen og top med lammekebabs og tørristede pinjekerner.
Kunne du li’ opskriften?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få lækre opskrifter og viden om naturlig sundhed leveret direkte i din indbakke.
Lige nu får du eBogen ‘Boost dit immunforsvar’ samt mailserien ‘De 7 bedste tips til en vinter med færre sygedage’ , når du tilmelder dig – tilmeld dig her
Har du spørgsmål til opskriften eller har du måske afprøvet den og vil du fortælle, hvad du synes om den?
Skriv meget gerne en kommentar nedenfor – jeg ser frem til at høre fra dig!
Disclaimer: Information, råd og opskrifter i dette blogindlæg kan ikke stå i stedet for diagnosticering, behandling og vejledning hos egen læge og følges på eget ansvar.